Byens frivillige ReThinkers er i starten af 2022 flyttet ind i et nyt lokale på Mellemarmen. Det er dette mødested, som H.M. Dronningen nu skal besøge. Stedet er blevet et nyt samlingssted for de mange frivillige, hvor de kan dyrke fællesskabet, løse opgaver og organisationen bag kan arbejde.

I forbindelse med besøget bliver Dronningen modtaget og vist rundt af Pia Lange Christensen, Direktør, VisitAarhus og Ulla Lund, Frivilligchef, VisitAarhus.

H.M. Dronningen får en introduktion til VisitAarhus’ frivilligorganisation, historie og omfang og nye fælles mødested. Pia Lange Christensen og Ulla Lund fortæller om vigtigheden af et fælles mødested for de frivillige og fællesskabets betydning.

Dronningen møder følgende frivillige under besøget:
Buketten overrækkes af Gudrun Østbye, som er ReThinkers alderspræsident og en aktiv frivillig på 90 år. Gudrun ledsages af Ellen Quvang. Joan Drews har lavet papir-roserne.

Frivillige fortæller om opgaven som statister i Hobbitten: Sandra Vigdis A. Thornsohn og Henning Halkjær

Frivillige fortæller om opgaven som velkomstværter: Inger-Margrethe Jensen og Inge Kjærgaard

Frivillige fortæller om opgaverne ved mega-events: Henning Pedersen, Helle Bechmann, Jesper Dybbro

En gave fra frivilligorganisationen ReThinkers overrækkes til Dronningen af Marianne Steenholdt Bork, kunsthåndværker, bestyrerinde i Balticagade 19.

Dronningen overværer afslutningsvis et udpluk af en teaterforestilling, opført af unge frivillige, som alle er en del af Fritter, Fadøl og Forestilling - et nyskabende teaterkoncept.

Om ReThinkers:
VisitAarhus’ Frivilligorganisation blev etableret i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad 2017. Her var temaet ”Let’s ReThink”, og derfor kaldes de frivillige ReThinkers.

Organisationen virker som en bank af frivillige, som aktører og kulturinstitutioner i Aarhus kan benytte, når de ønsker at involvere frivillige. Cirka 2200 frivillige ReThinkers løfter opgaver til gavn og glæde for byen, borgerne og gæsterne bl.a. som velkomstværter ved de store krydstogtanløb, som statister ved Det Kongelige Teaters forestillinger på Moesgaard Museum og som arrangører af det årlige Luciaoptog gennem Aarhus’ gader.

Frivillighed og turisme er vigtige for hinanden. I strategien for VisitAarhus arbejdes der efter mottoet ”Et godt sted at bo, er et godt sted at besøge”, og her er de lokale frivillige helt essentielle.
Frivillige ReThinkers er fantastiske ambassadører for lokalsamfundet, og skaber sammenhængskraft og synergier på tværs af aktiviteter og arrangementer.

Frivilligorganiseringen i Aarhus er unik, og de frivillige er kendte nationalt såvel som internationalt og mange er interesserede i erfaringerne fra Aarhus. Siden 2017 har ReThinker arbejdet med social bæredygtighed ved at tilbyde et fællesskab og samvær til en masse mennesker. I starten af 2022 voksede organisationen, så der nu også er lokalafdelinger i Randers og Syddjurs.